I DR2 serien "Indefra" tager Anders Agger seerne med ind bag kulisserne i otte særprægede miljøer. I andet afsnit portrætterer Anders Agger Jehovas Vidner - det trossamfund i Danmark, som flest danskere formentlig har gemt sig bag gardinet for. Han forsøger i programmet at forstå, hvordan det er at være dommedagsprædikant på en dørmåtte, og han følger en 15-årig pige, der er ude at stemme dørklokker, og som er på nippet til at lade sig døbe som Jehovas Vidne. Han bevæger sig også ind i Betel, vidnernes skandinaviske hovedsæde i Holbæk, hvor de oversætter Vagttårnet, mens de afventer den nært forestående dommedag Harmagedon - og det evige liv.