For Pia gik en boligdrøm i opfyldelse, da hun i 2008 købte Bølling Mølle udenfor Egtved. Et omfattende renoveringsarbejde gik i gang. Men istandsættelsen af drømmeboligen endte brat i 2014, da hun blev påkørt i sin bil og pådrog sig en piskesmældslæsion. I de seneste tre år har hun derfor forsøgt at skille sig af med sit livsprojekt og elskede hjem. For i dag lever Pia med konstante smerter - og kan hverken støvsuge eller løfte en malerpensel, uden at hun får endnu mere ondt. Boligdrømmen smuldrer, mens økonomien kuldsejler med kurs mod en tvangsauktion. For Pia er nødt til at optage flere lån for at kunne betale sine terminer. Sammen med venner og familie samler ejendomsmægler Line Franck og designer Søren Vester nu tråden op for at gøre møllen til liebhaveri for købere i den kreative klasse.