100 transvestitter fra Danmark og resten Norden mødes hvert år i den lille svenske by Båstad. Langt de fleste af dem lever et dobbeltliv med ensomhed og hemmeligheder, men i Båstad kan de stå ved, hvad de er og vise sig på gaden i dametøj med rank ryg. DR har som det første tv-hold nogensinde fået adgang til træffet i Båstad, hvor vi følger de to danske transvestitter Leo og Ole. Når Leo klæder om og "skifter stil", kalder han sig Lea, men kun få i Leos nærmeste omgangskreds kender til Lea. Nu har Leo taget en beslutning. Han vil med til Båstadstræffet for første gang, og bagefter skal både hans naboer og familie kende den hemmelighed, han har båret rundt på i over 40 år.