I sæsonens tredje afsnit er vi med akutlæge Vibeke fra Svendborg, da hun får en alvorlig melding om, at et 13 måneder gammelt barn har fået noget galt i halsen og er blevet blåt. På sådan en melding er der ingen tid at spilde, så der skal køres stærkt. I Holbæk må akutsygeplejerske Lisbeth tilkalde en læge, da en 11-årig pige kommer ind med en stor dyb flænge i håndleddet. Flængen sidder meget tæt på nerver, sener og blodårer, hvilket gør Lisbeth bekymret for, om pigen vil miste førligheden i sin hånd. Midt om natten bliver paramedicineren Sussi fra Kalundborg kaldt ud til en kvinde, der har fået en strikkepind 15 cm ind i brystet. Sussis første tanke er, at der er tale om vold og husspektakler.