Der er fart på det første program. Undervejs viser Camilla, hvor nemt det er at så sine egne hestebønner. Hun tager en tur i møgbunken og viser kulegravningens ædle kunst. Senere kommer vi i drivhusene. Her fortæller Camilla, hvorfor det er godt at forkultivere sine planter - og hvordan man gør det. Og så får du at vide, hvordan du laver dine egne potter. Stiklinger skal der også laves. Se hvordan Camilla laver sine egne af hindbær, figen og en vin, der smager helt forrygende. Og ind i mellem er der også tid til at give nogle moderløse lam sutteflaske…
Dagens program fra Camilla Plums have byder på georginer, krydderurter og en smule om kartofler. Camilla Plums georginer kommer op fra den mørke kælder og ud i mistbænken, hvor de deles og får et beskyttende værn mod dræbersneglene, som hellere end gerne vil i nærkontakt. Det myldrer allerede med krydderurter i haven. Camilla kigger nærmere på nogle af de svære og giver enkle råd om, hvordan man får for eksempel koriander og persille til at lykkes. Og så viser hun hvordan enhver kan få masser af planter ud af en enkelt krydderurt fra supermarkedet.
Tredje gang vi møder Camilla Plum er der masser af sommerblomster og grøntsager i haven. Hun kaster sig over et af de store bede i køkkenhaven, hvor der kommer gode tip klargøring af bedet og til såning af gulerødder i samspil med radiser. De gamle velsmagende sorter af ærter får solide plantestativer og den forkultiverede salat kommer i jorden. Inde i et af drivhusene fortæller Camilla Plum om alverdens sommerblomster og hun prikler flere af slagsen. Og så er det også i dette program, at datteren Asta viser husets nyeste killing frem.
Tag med på opdagelse i Camilla Plums haveunivers, hvor der i det fjerde program både er potter til altanen, grænseoverskridende mærkeligheder i møgbunken og hortensier, der skifter farve. Du behøver ikke bo på en bondegård for at være med i haveræset. Camilla Plum viser, hvordan de smukkeste blomsterløg bliver lagt lag på lag og afsluttet med krydderurter i store potter, der gør sig godt på altanen. Hendes store bugnende hortensiaer skal beskæres i begyndelsen af maj, og hun viser hvordan du sikrer, at de blomstrer på anden års skuddene. I det sydamerikanske bed er der anderledes majs på vej og stativer til de langlemmede bønner.
I det femte program fra haven på Fuglebjerggård går Camilla Plum i krig med sit brombærkrat. Der er bær på plakaten. Masser af bær. Ribs findes både sure, søde, usædvanligt smukke og meget tidlige. Camilla Plum viser flere af de forskellige sorter i sin have, og hun nedlægger flere af dem. Når man nedlægger ribs, så giver man dem en chance for at formere sig ved at tvinge friske grene mod jorden. Camilla viser hvordan, og giver altså et alternativ til at lave stiklinger. Der er også solbær i haven, jordbærhindbær, en opfordring til at pine dine stikkelsbær og et blandingsbær med navnet solstik. Der er også taybær, vinbær, morbær og boysenbær, og inde i drivhuset laver Camilla stiklinger og deler planter. Camilla ifører sig hjelm og støtter sig til sine to sikkerhedsudstyrs klædte havenisser, når brombærkrattet skal skæres ned og bygges op igen over to tippier. Til sidst tager vi en rundtur i æbleplantagen, hvor blomsterne kappes om at være de smukkeste på denne årstid.
Det er forårets sidste program fra Camilla Plums have - og der kommer godt med jord under neglene. Camilla såede artiskokker i februar, og nu er de klar til at komme ud i virkeligheden, hvor de møder modstand. Camilla Plum giver tips til, hvordan man passer artiskokkerne og får mange af dem. Geranier der spreder duft af chokolade, mynte og old spice - Camilla Plum har dem alle. Hun deler dem og laver flere, og hun fortæller, hvordan man sikrer, at der kommer bunker af blomster på dem. De toårige sommerblomster skal plantes ud i haven, mens andre blomster skal klatre op ad et skrammel stativ. Camilla Plum giver sin mand en hånd, når studene skal på græs, og det giver både kondi og gode grin. Til sidst er der gode råd om, hvordan man får sine tomatplanter til at levere de mest velsmagende tomater, og hvordan der kommer mange chilier på én plante.
Camilla Plum er tilbage i haven. Her har hun naturligvis været hele sommeren, men nu er vi alle sammen inviteret indenfor igen. Sommerens regn har kostet dyrt på frodigheden i Camillas have, der ligger i Nordsjælland, hvor regnen har hærget allermest. Selv hendes drivhuse er svømmet over. Derfor har hun kæmpet hårdt for at redde alle sine blomster og grøntsager. I det første program efter ferien giver hun praktiske råd om, hvordan man bedst tager hånd om en druknet have. Men frodigheden eksisterer i den grad stadig i haven, hvor det er lykkedes at holde liv i væksterne. Blandt andre solsikkerne står flot, så de bliver høstet. Der er også tomater på programmet. Masser af tomater. Camilla Plum deler frøene, så der kommer nye tomater til næste år. Og så henkoger hun hvert år i august bunkevis af tomater, som hun ikke når at spise.
På mange gårde rundt i Danmark er der økologisk høstmarked første weekend i september. Det er der også hos Camilla Plum, som gør klar til det store rykind. Hun tager os med rundt i sin enorme have for at høste lilla gulerødder, koriander, æbler, et væld af blomster og meget meget mere. Hun kaster også blikket videre til næste års havesæson, som hun allerede er i gang med at forberede. Camilla Plum viser, hvordan man tager frø af alverdens smukke blomster og grøntsager. Hun viser, hvordan man kan tørre frøene og sikre næste års vækst. I sæsonens sidste program fra Camilla Plums have bliver der også tid til at kigge på stauder. Mange af dem har nemlig godt af at blive sat allerede nu, så de vokse sig store og stærke til forårets komme.
Det gode brød starter med det rigtige mel fra den rigtige mark. Og for at udnytte det gode i melet, skal dejen æltes rigtigt. Camilla Plum tager os med tilbage til høsten på Fuglebjerggaard. Hun viser, hvordan man kan tjekke, at der er godt med protein i kornet. Protein gør at melet er godt at bage med. Kornet males til mel i møllen og Camilla går straks i gang med at bage tre forskellige brød, som er æltet på hver deres måde.
Hvede er det bedste mel at bage med, fordi dejen kan hæve. Men hvede er ikke bare hvede. Der findes forskellige hvedesorter, og de smager ligeså forskelligt som kaffebønner. Camilla Plum sværger til urhvederne - de gamle hvedesorter, som er fulde af protein og smag. Hun bager tre brød af spelt, ølandshvede og emmer og forklarer, hvad de forskellige hveder er gode til.
Gær findes overalt. I luften, på vores hud og i dejfadet. Camilla Plum forklarer hævningens mysterier, og bager et brød helt uden tilsatte hævemidler, et med gær og et med bageferment. Dej har godt af at hæve længe, og helst én gang koldt og én gang varmt. Og så skal hævningen hjælpes på vej med den rigtige æltning.
Brød skal helst spises, mens det er friskt. Men når man ikke det, er der meget andet godt at bruge brødet til. Camilla Plum laver mad med gammelt brød og med brødets forgænger kornet. Salater, desserter og kornotto. Til sidst bager hun et majsbrød til maden. Hendes mand Per Kølster vil hellere bruge kornet til at brygge øl af.
Den danske nationalspise, rugbrødet er en truet art. Mange børn kan ikke lide rug, og meget af det brød, der i dag sælges som rugbrød, består mere af hvede. Camilla Plum bager tre rugbrød: Det nemme, det klassiske og det virkelig langsomme, der er et helt døgn undervejs. Og så genindfører hun en æltemetode, der blev brugt på rugbrødsfabrikkerne i gamle dage: Æltning med bare fødder!
Så er der fest! Glem alt om hele kerner og grove melsorter. For hvede er med i festbrødstaditionen i store dele af verden. Camilla Plum bager festbrød af den fineste hvede blandet med smør, sukker og æg. Af stort set den samme bolledej bliver der struttende fødselsdagsboller, indiske naan og flotte svenske luciaboller. I gamle dage hed hvedebrød kage. Og kage bliver det også til, når gærdejen bliver til kanelsnegle, birkesroulade og brunsviger.
Første program handler især om sukker, og hvordan hun sylter de fineste røde jordbær sammen med blandt andet gyldne rosenblade. Hun laver også en stærk krydret rabarberchutney og pink rosensaft.
Sommersalaten smager som en sky i solnedgangens rødmen. Den lover Camilla Plum i sit andet afsnit af den nye programserie: Mad der holder. Hun vil bruge de skønne mælkebakterier til at lave hjemmelavet tykmælk, kefir, yoghurt og en frisk sommerdessert. Og en ost, som bliver røget over bål.
Bare tanken om eddike kan få munden til at snøre sig sammen som en hønserøv. Men Eddike behøver ikke være sur og skarp. Tværtimod kan den være et fantastisk næsten karamelagtigt krydderi og give både sødme og modenhed til mange frugter og grønsager. I dagens afsnit vil Camilla Plums lave forskellige eddiker og vise, hvordan hun bruger dem til at sylte blandt andet rødbeder og makrel.
De smager og dufter af sommer. Og er fyldt med mineraler og vitaminer. Men de er også kradse og giftige i for store mængder. Krydderurterne er havens grønne guld og i dagens afsnit, viser Camilla Plum hvordan hun konserverer krydderurterne, både med salt og som pesto, så hun selv på den mørkeste vinterdag kan tage et bid af solskinnet.
I dagens afsnit vil Camilla PLum lave henkogte tomater og chilier som bliver til verdens bedste sovs. Camilla henkoger også blommer. Flere hundrede glas med henkogte grønsager og frugter laver hun hvert år til familiens udelte begejstring.
Auberginer og kantareller bliver dybbet i eddike og gemt i fornem olivenolie, så de bliver den fineste spise. Gås og gris bliver henkogt og konserveret i eget fedt. Camilla salter også citroner og andre lækre råvarer. Kort sagt - Camilla disker op med lækkerier uden ende i dagens program.
Camilla Plum er sliksulten på den sunde måde og tørstig efter en god kop urtete. Men tror ikke at programmet af den grund bliver en dundertale for sundhed og simpel leving. Når Camilla Plum går i køkkenet er det som altid med den dybeste respekt for råvarerne og den gode smag. I dag handler det om tørring; både af frugt, grønsager, urter og kød. Og for første gang vil blodet flyde.
Så kommer den helt ægte sylte, godt krydret, skøn sky. Om man vil have den fed eller mager bestemmer man selv. Svinekød hakkes og blandes med krydderier til både chorizo pølser og de friske italienske Salcicce pølser. Bacon krydres og tørres. Dagens program handler helt og aldeles om gris!
Første program handler om kål på 1001 fortryllende måder. Camilla Plum fremtryller blandt andet kåldolmer. I den ene store gryde tilbereder hun sød og kraftig brunkål, og i den anden store gryde koger hun toskansk grøntsagssuppe med parmesan og flæsk. Og så fremstiller Camilla Plum skønne, sprøde kålsalater med flødedressing, som kan få selv børnene til at bede om en portion mere.
I andet program i serien Camilla Plum og den sorte gryde - tilbereder Camilla Plum fire forskellige gryderetter fra 4 forskellige steder i verden, blandt andet Daube, Tagine og Rendang. Det skønneste, mest velsmagende kød simrer i timevis sammen med masser af grønsager og spændende krydderier nede i Camilla Plums sorte gryde. Så bliver kødet smeltende mørt og fonden fuld af kraft.
Det tredje program handler om kartofler og rodfrugter. Vinterens sødmefyldte arsenal af kulørte rødder og knolde, som kan smage vidunderligt med lidt tid og omsorg. Camilla Plum vil gerne have danskerne til at genopdage kartoflen og de nordiske rodfrugter, og hun laver et helt batteri af mos og bagte kartofler, blandt andet rødbedesalat, jordskokmos og rodfrugter med kokosmælk.
Sneflokke vrimler hen over gårdspladsen hos Camilla Plum. Så Camilla Plum har besluttet sig for at koge supper; både stærke, krydrede kødsupper, fine fiskesupper og supper kogt på rodfrugter tilsat en symfoni af muslinger. Køkkenvinduerne dugger til, gryderne damper og den store familie står i kø for at smage.
Smeltende mørt kød fuld af smag. Det skønneste og billigste kød skal simre længe sammen med masser af grønsager og krydderier. Så bliver lammekød, svinekød, kylling og and smeltende mørt og fuld af velsmag. Camilla Plum vil blandt andet stege lam i 12 timer, bage kalvebryst i mælk og lave en krydret smør-kylling.
Dette program skal handle om fisk - både fantastiske fiskefrikadeller og bagte fisk i smør. Camilla har valgt forskellige, meget billige fisk, som hun tryller om til de meste fantastiske og meget nemme retter. Fiskefrikadeller med masser af friske krydderurter, rødfiske-filet bagt i smør og fjæsing stegt på panden.
Den klassiske danske ret, gule ærter, er både elsket og hadet af danskerne. I det syvende program om Camilla Plum og den sorte gryde, viser Camilla, hvordan netop gule æter kan blive fortryllende lækker. Programmet tager udgangspunkt i bælgfrugter, tørrede ærter og bønner, som er billige og proteinrige og som i de rette hænder kan forvandles til de rene smagseventyr.
Denne gang skal det handle om indmad. Om fyldte hjerter og lammenyrepie med østers. Danskerne er blevet for sarte og bonerte til at spise hjerte, lever og nyre, men retter lavet af indmad er utroligt spændende og velsmagende og meget billige. I programmet viser Camilla Plum, hvordan hun lader hjerter simre i en skøn sovs og fremstiller saltet tunge med peberrod og bager kidney pie med østers.
Æbler er den skønneste råvare til vinterens mad, både i det salte og det søde køkken. Camilla Plum fremstiller brændende kærlighed og æbleflæsk, stærk æblepeberrod og bagte æbler. Og så afslører hun en af sine største kagesucceser; en æblekage med masser af smør og sukker.
I dagens afsnit laver Camilla Plum indisk mad så smagsløgene eksploderer. Populære retter som Chicken tikka, Sambar Marsala, Garam Marsala og kikærte pandekager fylder Camilla Plums landkøkken med duften af østen. Camilla Plum viser dig, hvordan man får det bedste ud af sine krydderier ved at riste dem, og så fortæller hun historien om det sagnomspundne krydderi Silphium - et nu uddød krydderi.
I Persien bruger de krydderier i en sammensætning, som vi danskere ikke er vant til. Camilla Plum skaber en magisk persisk is af citron, kardemomme og safran, og en lammesteg er ikke det samme, når den er blevet behandlet med en Advieh - en blanding af tørret limefrugt, rosenblade og safran.
I aftenens program skal det handle om krydderier fra Mexico og det betyder chili, masser af chili. I modsætning til hvad mange tror, så er chilier fra Mexico ikke særligt stærke, mener altså Camilla Plum, som laver Chilisauce, Guacamole, Mole pablano og Ceviche, så alle kan være med.
I Kina spiser de hunde og alt muligt andet. De typiske krydderier er stjerneanis, sorte gærede sojabønner, ingefær, hvidløg, sechuanpeber, cassia, lakrids, chili, fennikel, nelliker, soya og sukker. Camilla Plum laver hoisinsauce - en kinesisk barbecuesauce og krudter agurkesalaten op med chili og ingefær, og så viser hun dig, hvordan man rødkoger - en tilberedningsmetode der giver en meget flot krydring til fedtmarmoreret kød.
Hvis Camilla Plum kun måtte spise én slags mad, så ville det være vietnamesisk. Vietnamesisk mad er vidunderlig frisk, rå, krydret, nogle gange hyperstærk men ikke altid. Hvis man har været der, er det en længsel, de duftende sprøde bundter af mynte og vandsnerler, sprøde struttende kål og sennepsplanter med smukke former og skarpe blade, duften af nuoc mam, den søde stærke fishsauce, der hviler over ethvert kvarter, hvor der serveres mad. Camilla Plum serverer nudelsalat med rosa andebryst, krydret andesuppe og marinerede laks.
Thailandsk mad er fantastisk, når det bliver lavet rigtigt. Det thailandske køkken har en kombination af sødt, surt, salt og bittert, som er helt unik, og en parfumerthed som ikke har sin lige. Camilla Plum viser dig, hvordan du laver grøn karrypasta, fiskesuppe og thaisalat, så det føles, som du står i en gadebod i Bangkok.
Camilla Plums kulinariske verdensrejse slutter i Indonesien, hvor de rigtig godt kan lide chili og jordnødder. Der findes ikke en enkel "indonesisk" cuisine, som omfatter de 6000 beboede øer, men nærmere et sammenrend af mange regionale retter. Camilla Plum laver sort sambal, peanut sauce og satay spyd, jasminris med kokosmælk og Gado - Gado - en lækker indonesisk salat.
I aftenens program anlægger Camilla Plum en byhave af bildæk, gamle krukker, mursten og mælkejunger for at vise, at selv de danskere, der kun har en altan eller en gårdhave - ja sågar en vindueskarm - kan krydre deres mad med hjemmedyrkede urter, næsten hele året.
I aftenens program viser Camilla Plum, hvordan hun beskytter krydderurterne mod vinterens kulde og især fugt, og samtidig formår at høste friske urter allerede i det tidligere forår.
I aftenens program fortæller Camilla Plum om løg og de hårdføre, enårige krydderurter, som hun sår mange gange i løbet af en sæson.
I aftenens program fortæller Camilla Plum om de sarte krydderurter, blandt andet basilikum, og hun viser, hvordan hun laver stiklinger.
I aftenens program fortæller Camilla Plum om tomater og chilier, og hun viser, hvordan hun i efteråret tager frø og tørrer dem.
I aftenens program vil Camilla Plum anlægge en "provence-have" af sten og grus og de bedste krydderurter fra syden.
I aftenens program vil Camilla Plum tænde grillen og lave et væld af spændende tilbehør med krydderurter.
I aftenens program konstruerer Camilla Plum et babelstårn af krydderurter og jordbær. Og så fortæller hun, hvordan man konserverer krydderurter, så de kan holde hele vinteren.
En juleeftermiddag på Camilla Plums firelængede, lyserøde gård i Nordsjælland får øjnene til at lyse, og tænderne til at løbe i vand. I det første af to Camilla Plum julespecialprogrammer bager hun syndige kager og fremstiller krydrede julegodter og varme, søde drikke.Camilla Plum fremstiller blandt andet sin yndlingskonfektkage, den skønne, tætte julekonfekt Panforte di Siena med syltet appelsinskal, cocktailbær og mandler, og hun blander en honning-krydderkage, som kan holde hele vinteren. Til dem, som allerede har fået gløgg nok, laver hun en krydret, skoldhed æble-toddy.Undervejs i bageriet vil Camilla Plum fortælle om julens krydderier og om alle de vidunderlige julegodter man kan købe sig til: Dadler og figner, funklende rosiner, granatæbler, muscatdruer og Doyenne de Comice pærer.
Camilla Plum kender både den and og den gås, hun vil servere til sin julemiddag. Begge dyrene har gået og hygget sig hele sommeren i æblelunden udenfor hendes firlængede lyserøde gård i Nordsjælland, og de er både store og muskuløse.Camilla Plums julemiddag er meget klassisk. And, gås, julesovs, brunede kartofler og rødkål bliver lavet fra bunden. Men hun serverer også et tilbehør, som kan give den lidt fede julemiddag skarphed og stærkt modspil. Hun koger en æblemos og tilsætter frisk peberrod, hun tilbereder en julesalat braiseret i Vermuth og grøn salat med appelsin, granatæbler og arabisk orangeblomstvand.Og sovsen. Ja, den får en bund af æblecider og calvados og bliver så tyk, at den ikke falder af kartoflerne.
Camilla Plum er i feststemning og vil tilberede en fire-retters festmenu, næsten uden kød. Alle retterne kan forberedes i så god tid, at værtinden kan deltage i festen uden stress og uden at bruge al sin tid i køkkenet.
Camilla Plum vil fremstille fire spændende, mættende og farverige salater. Salaterne kan serveres både til den lette frokost og som hovedret.